Lys over ASA
Som mange af jer sikkert allerede har bemærket, så er der umiddelbart før jul blevet opsat ekstra belysning på ASA’s kunstgræsbane. En række LED lamper opsat langs det østlige og sydlige hegn vil kraftigt udvide kapaciteten på vores anlæg.
Bestyrelsen har tidligere beskrevet sin intention om at nedsætte forskellige udvalg. Udvalg, som i en begrænset periode kan arbejde med at finde løsninger på specifikke udfordringer. Kunstgræsudvalget, der har fået til opgave at udvide kapaciteten for medlemmerne i vinterhalvåret, er et glimrende eksempel på, hvad klubbens medlemmer kan opnå med masser af god energi og bestyrelsens opbakning.
I efteråret 2025 lykkes det endelig at få kommunens tilladelse til opsætning af lys. Udvalget reagerede med det samme, tog kontakt til forskellige leverandører, fik bestyrelsens accept af budgettet og gik i gang.
Alle investeringer skal nøje overvejes, når man arbejder indenfor en stærkt begrænset økonomi, som den vi har i ASA. I bestyrelsen tager vi aldrig let på, at det er vores ansvar at forvalte medlemmernes penge fornuftigt, og det bærer denne beslutning også præg af. LED lamperne sikrer lave driftsomkostninger, og for så vidt det angår investeringen i udstyr og etablering, har vi allerede på nuværende tidspunkt sikret fuld dækning af alle udgifter ved at ansøge diverse private og kommunale fonde.
”Før jul” var det korte svar fra udvalget, når man dristede sig til at spørge til tidsrammen. Og her er det på sin plads at rette en stor tak til udvalget, og en særlig tak til Frank Bjergø, der har investeret rigtig meget af sin tid for at sikre, at vi med øget kapacitet nu kan lægge en ny og bedre plan for holdenes træningstider. ”Før jul” holdt stik - mange tak for en kæmpe indsats.
Ikke alt er på plads endnu. Der er småting, der skal justeres. Vinklen på lamperne, måden vi tænder lyset og så videre. Men har man en træner, der tager ansvar for at lukke op og af for anlægget, kan man allerede nu spille på både 3-mands og 5-mands banerne efter mørkets frembrud.
Har du en idé, der kan forbedre forholdene i vores klub?
Send den til: kontaktasafodbold@gmail.com
Bestyrelsen inviterer i øvrigt til generalforsamling torsdag den 22. januar kl 19:00 i klubhuset. Her har man også mulighed for at fremføre eventuelle forslag.
Venlig hilsen
Bestyrelsen i ASA Fodbold