Menu

Martin Thillemann og Anders Faurskov Hansen er ugens profiler i ASA Fodbold

image
13. juni 2024 kl. 18:32
Den dynamiske trænerduo for U14 Drenge

Denne dynamiske trænerduo, bestående af ingen ringere end Martin Thillemann og Anders Faurskov Hansen, er netop vendt hjem fra Germany Cup 2024, hvor de sammen med U14 Drenge kom i besiddelse af en kæmpestor guldpokal. Det kan derfor ikke vække undren, at netop disse to herrer er ugens profiler i ASA Fodbold.
 
Martin startede sin trænerkarriere i ASA Fodbold i december 2023 og er også far til Anton, der spiller på holdet. Anders kom til klubben i januar 2023
 
Martin fremhæver sammenholdet og den varme velkomst, han modtog fra trænere, ledelse, forældre og ikke mindst spillere som sin største oplevelse i ASA Fodbold. Anders nyder mest at se holdet og de enkelte spillere udvikle sig og husker særligt sejren i Vildbjerg Cup B-rækken sidste sommer som en stor oplevelse. Helt sikkert er også, at turen til Dortmund også er en til mindebogen.
 
Martin ønsker mere fokus på bredden, mere træneruddannelse og et fælles udgangspunkt for spillestil på tværs af årgange, så ASA Fodbolds spillestil kan genkendes på alle hold. Anders håber, at ASA Fodbold i fremtiden kan udvikle endnu flere dygtige fodboldspillere og mener, at flere trænere skal have lyst til og mulighed for at uddanne sig. Ikke fordi ASA Fodbold skal være en eliteklub, men fordi trænerne er nøglen til trygge, sjove og udviklende træningsmiljøer, hvor alle spillere kan blive dygtigere 🏃‍♀️🏃‍♂️
 
Martins bedste råd? "Fodbold skal være sjovt!" Ja, det må gerne være lidt op ad bakke – men fællesskabet skal altid vinde i sidste ende. Anders? Han er mere nørdet: "DBU-uddannelse er vejen til succes. Fokusér på de enkelte spillere, og sørg for, at der ikke er for mange børn, der jagter den samme bold som hundehvalpe."
 
Martin mener, at den nemmeste måde at vinde fodboldkampe på er ved at spille godt, have bolden meget og angribe — det er langt farligere at forsøge at spille uden risiko. Det er ren Pep Guardiola! Anders mener ikke, at en fodboldspiller dur til noget, hvis ikke vedkommende kan løbe Fyn rundt uden at trække vejret og beundrer som fodboldtræner særligt Kasper Hjulmand for sine ideer om børne- og ungdomsfodbold i Danmark. Det er både smukt og hårdt på én og samme tid.

Stay red, og gør det for logoet på brystet ❤️

Luk