Freja Isabella Bredahl er ugens profil i ASA Fodbold
Kuglepilleren fra Brabrand kan det hele
Ting tager tid, og tiden er løbet fra ASA Fodbold. Derfor har ugens profil været længe undervejs. Gode ting kommer heldigvis til dem, som venter
Det er således en kæmpe fornøjelse at præsentere Freja Isabella Bredahl (25) som ugens profil i ASA Fodbold. Freja holder buret skinnende rent på tredjeholdet i kvindeseniorafdelingen og har i sin tid i klubben med garanti reddet flere bolde end din mor og far til sammen. Også på straffe.
Freja har siden sommeren 2020 været en aktiv del af ASA Fodbold og havde sin største oplevelse i klubben, da hun, sammen med sit hold, sidste år sikrede sig oprykning til Jyllandsserien. Freja ser gerne, at den kommende sæson byder på endnu mere struktur, samspil og fællesskab på tværs af holdene i kvindeseniorafdelingen.
Freja ser op til mange i kraft af sin højde, men nærer særligt stor anerkendelse og respekt over for Petr Čech. Om det skyldes den fede hjelm eller målmandsikonets flotte karriere, melder historien imidlertid ikke noget om.
Freja er lidt en sovsetyran, men skal hun spise sundt, mæsker hun gerne en Bánh Mì-bowl eller to fra Knuds Klubhus i sig. Nogle gange kunne hun dog godt bruge lidt afveksling i form af en saftig KB-sanner.
Og skal Freja give dig lidt råd og vejledning til din sikkert travle hverdag, så lever hun selv efter aforismen: “If you’ve got it, flaunt it.” Så er det pludseligt intet under, at hun ser op til Petr Čech.